Pressede Tobakker og Begrebet Flake-Piben

Pressede tobakker er fællesbetegnelsen for de former, der opstår, når bladene holdes under tryk og formes i lang tid. Flake (skive), plug (klump), navy cut, rope (reb) og coin hører til denne familie; en detaljeret gennemgang af formerne findes i artiklen om tobaksskæringer. De adskiller sig fra løse strimmelskæringer på to punkter: de indeholder mere fugt, og de brænder markant langsommere. Disse to egenskaber har med tiden rejst spørgsmålet "hvilken pibe?", og i miljøet er der opstået en anbefaling kendt som flake-piben.

Hvad Presningen Gør ved Tobakken

Presningen udføres ikke kun for at give form. I den sammenpressede masse lukkes luftlommerne, og en begrænset fermentering sætter i gang. Resultatet er kemisk: i en blanding, der har været igennem lang presning, blandes bladenes aromaer sammen, og de enkelte sorter bliver sværere at skelne fra hinanden.

Det mest ekstreme eksempel på dette princip er tobakken Perique. Ifølge kilderne fyldes bladene, i den metode Pierre Chenet udviklede i Louisiana i 1824, i whiskeytønder af hickory og lades under tryk; en gang om måneden lettes trykket, tobakken luftes i hånden og presses igen, og modningen tager et år.

Der findes også en gren af pressede tobakker med oprindelse i søfarten. Ifølge overleveringen opstod navnet navy cut af søfolks vane med at binde bladene stramt sammen med snor og skære en skive af enden efter behov; John Player & Sons begyndte i 1883 at bruge dette navn som varemærke. I England regnes Kendal for centrum for traditionen med pressede tobakker: byens produktion af snus går tilbage til 1792, og det angives, at Samuel Gawith & Co. stadig kører en maskine bygget i 1750'erne.

Før den Kommer i Hovedet

Presset tobak kommer i piben på flere måder: den gnides mellem fingrene (rub out), brækkes i to-tre stykker, klippes i mindre stykker med en saks, eller foldes og lægges hel i hovedet. En sammenligning af metoderne behandles i artiklen om pibestopningsmetoder. En grundigt gnedet skive nærmer sig strimmelskæring i udseende; til gengæld forbliver fugtigheden høj, og vanerne omkring stopning og tænding ændrer sig ikke. Derfor ryges den samme Virginia-blandings pressede og upressede form som to forskellige tobakker.

Valg af Pibe

Ved en langsomt brændende og fugtig tobak anses hovedets størrelse for at være afgørende. Jo større hovedet er, desto længere varer én stopning; det anerkendes også, at tobakken nederst er mere udsat for at miste sin smag, fordi den udsættes for varme og fugt ovenfra i så lang tid. Derfor foretrækkes mellemstore og små piber til pressede tobakker; diskussionen om størrelse behandles i artiklen om hovedstørrelse. De rygere, der har skrevet om emnet, finder en hoveddiameter på 19-22 millimeter velegnet; det oplyses, at når man går markant over dette interval, bliver gløden i midten utilstrækkelig til at antænde tobakken ved hovedets kant.

Formmæssigt foretrækkes billiard og dens nære slægtninge (Lovat, Canadian, Liverpool). Begrundelsen er hovedets tværsnit: et hoved, der står nogenlunde lodret, og hvis diameter ikke ændrer sig meget i dybden, hjælper glødefronten med at bevæge sig jævnt fremad i en tobak, der i forvejen er svær at antænde. Let koniske hoveder samt apple, bulldog, rhodesian, dublin og en pot med afmålt diameter gør samme nytte. Derimod anses former, hvis hoved hælder markant fremad (zulu, horn, oom paul), og stack-former med lang, smal skorsten for at være mere besværlige med presset tobak.

Termens Oprindelse

Betegnelsen flake-piben er forholdsvis ny. Ifølge kilderne blev termen i 2000'erne givet som navn til en lille serie, bestilt hos den italienske mester Claudio Cavicchi, og bredte sig derfra; Cavicchi har fremstillet piber nær Bologna siden 1974. Mange, herunder dem, der først brugte termen, påpeger, at de pressede former ikke kun består af skiver, og at betegnelsen "pibe til presset tobak" er mere præcis.