Sot Weed og Little Ladell: To glemte tobaksudtryk

Sot weed og little ladell er to udtryk, man støder på i engelske tobaks- og pibetekster fra 1500-tallet til 1700-tallet. Det første betegner tobaksplanten, det andet beskriver redskabet, man brugte til at ryge tobak. Begge bærer præg af den tids syn på sagen og er derfor ikke gået videre til senere generationers sprog; deres betydning kan først afkodes ved at se på datidens kilder.

Sot Weed: Den fordummende urt

På engelsk betyder sot "drukkenbolt, tåbe"; ordets oprindelse går tilbage til det oldengelske sott, der betød "tåbe". Sammensætningen sot-weed gives også direkte i ordbøger som en betegnelse for tobak. Navnet anses ikke for at være neutralt: det kommer ikke fra dem, der roste tobakken, men fra dem, der var imod den.

Udtrykket slog igennem i de år, hvor tobak i de engelske kolonier samtidig var både en rigdomskilde og en genstand for strid. Da John Rolfe plantede frø fra en sødbladet sort dyrket i Trinidad og forvandlede den til en afgrøde under navnet Orinoco, gjorde han Virginia-tobak til en indbringende eksportvare; den første forsendelse til England i marts 1614 var fire tønder, i 1617 var den steget til 20.000 pund, og året efter til 40.000 pund. I Maryland var tobak direkte betalingsmiddel: George Alsop, der kom til kolonien som kontraktarbejder, fortæller i sin præsentationstekst fra 1666, at handelen ikke foregik med mønt, men med tobak.

Mellemmanden i denne handel kaldtes factor, altså kommissionær. De to ord smeltede sammen i Ebenezer Cookes lange satire, trykt i London i 1708: The Sot-Weed Factor fortæller med hånlige rimpar om skuffelsen hos en engelsk købmand, der rejser til Maryland for at søge lykken; digtet regnes som en parodi på datidens litteratur, der udmalede kolonierne som et land med let vundet rigdom, og som en af de tidligste amerikanske satirer. John Barth gav sin roman fra 1960 samme titel; bogen, der udspiller sig i 1680'ernes og 1690'ernes London og Maryland, bragte udtrykket tilbage i omløb. Ordet fandt også vej ind i datidens ordbøger; Francis Groses berømte samling af gadesprog fra 1811 angiver ifølge kilderne ordet som en betegnelse for tobak.

Little Ladell: Den første pibe, der lignede en øse

Ladle betyder øse. I de år, hvor tobak nåede England, havde redskabet til at ryge det endnu intet navn; tidlige vidnesbyrd beskriver derfor ikke, hvad redskabet var, men hvad det lignede. John Sparke, der beskrev John Hawkins' rejse til Vestindien i 1565, fortæller, at floridianerne brændte en tørret plante og indåndede røgen gennem et rør med et lerkar fastgjort for enden; her beskrives igen ikke et navn, men delene.

Den samme tilgang fortsatte i England. Præsten og kronikøren William Harrison (1534-1593) skriver i sin ufuldendte kronologi, at det var blevet almindeligt i landet at indånde røgen fra den indianske urt med et redskab formet "som en lille øse". Nogle kilder daterer denne optegnelse til 1573, mens andre gengivelser angiver 1578.

Sammenligningen har et konkret modstykke: tidlige lerpiber havde meget små og lave kamre sammenlignet med nutidens, da tobak var dyrt og kun gav plads til nogle få stop. Kammerets størrelse voksede gennem århundrederne, efterhånden som tobakken blev billigere. Alfred Dunhill foreslog i sin bog The Pipe Book fra 1924, at denne øseformede skikkelse kunne stamme fra produktionen i den engelske by Broseley; ifølge optegnelserne findes det første spor af en pibemager i Broseley allerede i 1590.

Sporet efter udtrykkene

Ingen af de to udtryk blev ført videre til senere århundreder. Sot weed betegnede ikke en plante, men den dom, der blev fældet over den; efterhånden som tobak blev til et hverdagsforbrugsgode, forsvandt betydningen af denne dom. Little ladell var fra begyndelsen ikke et navn, men en midlertidig beskrivelse; da redskabet begyndte at blive kaldt "pipe", blev sammenligningen ikke længere brugt. For dette navns egen historie kan man se artiklen om pibeordets oprindelse, og for et eksempel på en lignende betydningsforskydning artiklen om Stummel.